Blind og uvelkommen passager: Delta varianten er også med på ferie i Kina

Nu gik det lige så godt. 

Efter jeg landede i Shanghai den 11. februar, tog jeg mine 2 ugers karantæne, kom ud og tog yderligere 1 uges monitorering; så fortsatte jeg til Beijing den 4. marts med en negativ PCR test. Og her tog jeg nok en uge under observation - med temperaturmålinger dagligt - og så endnu PCR test. Alt var godt.  

Snart herefter blev jeg tilbudt en vaccine af myndighederne, så den 19. april fik jeg mit første stik, efterfulgt af stik nr. 2 den 13. maj. 

En daglig rapport i en Wechat gruppe jeg er med i (Safe & Sane Beijing), fortalte mig, at alt også var godt i Beijing i det hele taget, når vi kiggede på Covid-19: den 10. maj kunne vi fejre, at byen havde været uden lokal virus i 100 dage. 

Og sådan fortsatte det, dag efter dag. Ingen lokal Covid-19 virus.

I mellemtiden, det sydlige Kina, opstod dog mini udbrud i løbet af maj, og Deltavarianten var altså kommet ind. Udbrud blev slået ned, og mindre udbrud opstod andre steder i det sydlige. 

Så blev det sommerferie. Og folk ville på ferie. De ville ud og rejse! Lyder det bekendt? Så folk rejste til de populære feriesteder i Kina - for vi kan jo ikke rejse ud af Kina uden at skulle igennem 2-3 ugers karantæne, vaccination eller ej. 

Så, den 22. juli identificerede man et udbrud i Nanjing: 17 personer, som arbejdede i lufthavnen, var testet positive. 

179 dage uden lokal smitte

Det daglige Beijing barometer for nul lokale Covid-19 infektioner fortsatte.
Den 28. juli kunne vi fejre 179 dage uden lokal smitte. 

Men. Så gik den ikke længere. En person, som havde været i Zhangjiajie, Hunan, den 20. juli og som var kommet tilbage til Beijing den 29. juli, testede positiv. Og flere personer, som havde besøgt det samme sted i Hunan, testede positivt. Det startede en spredning af smitte i landet, for de var rejst videre eller rejst tilbage til deres bopæl. Og samtidigt blev 3 personer med bopæl i Indre Mongoliet - og som havde rejst igennem Beijing med bl.a metro - testet positivt. 

Vi mærkede forandringen i byen øjeblikkeligt, dagen efter, den 29. juli: 

• Der var strammet op sikkerhedsmæssigt for at sikre at alle scannede QR koden for sundhedsapp'en i Beijing. 
• De 2 områder i Beijing hvor de inficerede boede, blev lukket ned, og folk blev testet. 

Udbruddet fortsatte med at sprede sig, og 1. august anbefalede regeringen i Beijing, at man satte rejser på hold, medmindre de var meget vigtige. Samme dag blev der identificeret yderligere 3 cases i Beijing, også fra Zhangjiajie. De havde rejst via Sanya, et populært feriemål på øen Hainan i det sydlige Kia. 

Den 2. august var 5 områder lukket i Beijing pga. beboere, der var testet positivt.

Den 3. august stoppede man øjeblikkeligt og midlertidigt salg af tog- og flybilletter til 23 ruter med destination til Beijing. Og 13 ruter fra Beijing til destinationer i Kina blev ligeledes standset. 

Den 4. august blev der strammet op mht. at indskærpe brug af mundbind, sikring af, at temperaturer blev taget og at QR koder til Beijings sundhedsapp blev scannet.  Samme dag havde man identificeret 49 fly og tog, med inficerede passagerer.  Og yderligere 3 nye positive cases i Beijing. 

Det betød at 

• Metro-systemet blev sat på nedsat drift 
• Al unødvendig rejse ud af Beijing blev anbefalet at blive sat på hold
• Folk blev opfordret til at holde lav profil, dvs. ikke mere gruppe dans og -sang i parkerne 
• turistrejser til Beijing var stoppet og alle museer lukket. 

Den 5. august blev der meldt 106 fly og togafgange ud, som havde haft passager(er), der var inficerede med.  Det siger sig selv, at var du med på en af disse afgange, så var det hen og blive testet. Omgående. Og du skulle rapportere til de lokale myndigheder, at du havde rejst med en af disse afgange. 

Og samtidigt skulle personer, som rejste fra de steder, hvor smitten var identificeret, fx. Sanya, fremvise en negativ PCR test der var max 48 timer gammel, for at kunne komme med et fly tilbage til Beijing. Det var fra 28 lufthavne i alt. 

Og, hvis du var kommet tilbage til Beijing og havde været i et af de områder, der nu var karakteriseret som "high risk" - så stod du til 14 dages central karantæne, efterfulgt af 7 dages observation. Hvis du havde været i et "medium risk" område og var tilbage i Beijing, stod du til 14 dages hjemmekarantæne og 7 dages observation. 

Fredag den 6. august blev det annonceret, at landsbyer udenfor Beijing ville være lukkede i weekenden og de kommende dage; kun folk der bor der, kan komme ind. Og dagen efter blev det meldt ud, at der var sat check points op på motorvejene i Beijing, man stoppede folk og checkede for ID og sundhedsapp. 

Dagens gode nyhed den 9. august: Vi er på dag 3 uden nye tilfælde. Vi krydser fingrer og håber det bedste. 

Og imens har en artikel i 北京日报, i dag annonceret, at der er identificeret 3000 nære kontakter og 6000 nære kontakter til nær kontakt fra de identificerede Covid-19 tilfælde i Beijing. Disse kontakter er nu i karantæne eller monitoreres af Beijings "Disease Control" personale. 

Vi har i øvrigt brugt mundbind i offentlig transport siden jeg landede i februar - også i 32 graders varme. Og skolebørn har brugt mundbind hver dag i skolen, hele dagen. Ligesom serverings-personale på restauranter og andet service personale bruger mundbind hele tiden.  

Jeg holder vejret og sætter min lid til kinesisk konsekvens i kampen mod de Covid-19 udbrud, der nu er opstået.   

Corona i Kina: Ud i virkeligheden - social distancing og håndsprit

Nåda! Så er det dag 6 efter jeg forlod karantæne hotellet, og jeg har haft nogle dage til at vænne mig til al den frihed. 

Og hvad så, tænker du måske. Hvad kan man i Shanghai? 

• Kan man gå på bar? Ja. 
• Kan man gå ud og spise? Yes, da. 
• Kan man gå til fitness. Oh, yes. Du skal (nogle gange) bare vise din helbredskode (en QR kode med personlige oplysninger og diverse helbredsoplysninger på mig, siden jeg kom ind i Kina og blev testet første gang), så de kan se du er ok (negativ = grøn).
• Kan man shoppe i shopping malls og butikker? Alt det du orker. Alt er åbent. Alt. 
• Ved indgangen står der måske en vagt og tager din temperatur med en lille "temperaturmåler-dims" (den lyser på dit håndled og tager din temperatur) - og du skal nogle gange også vise din helbredskode. Som skal være grøn, som i "jeg er negativ".
• Er banker åbne? Ja, du skal blot skrive dit navn, dit tlf. nr. og måske dit pas nr. inden du går ind. Og spritte dine hænder af. Det samme gælder nogle restauranter. Men langt fra alle.
• Kan man køre i metro eller bus? Hele tiden, og som du plejer. Og der er ingen (ingen), der skal se noget eller tage nogens temperatur.

Jamen. Kan man slet ikke "se" Covid-19 i omgivelserne...? 

Joh...Næsten alle bruger mundbind. Men vi ved jo godt, fra Sundhedsstyrelsen og diverse studier, at det alene langt fra er nogen garanti mod Corona. Men altså, pænt mange mundbind, på rette sted, eller under hagen, afhængigt af om man taler i sin mobiltlf., ryger, eller er i gang med at samtale med den, man færdes med. Men jeg synes, der er pæn og god stil hvad angår mundbind. Social distance? Nja...her bliver det noget andet end det jeg er vant til fra Kolding. Noget helt andet. Og det er her, jeg mærker, at jeg bliver lidt pandemi forskrækket: ikke rigtigt afstand på metroplatforme og når vi trisser fra et tog til et andet i de endeløse gange. ikke rigtigt afstand i toget, men hverken når du står op eller sidder ned. Ingen afstand på cafeer. 

Og slet ingen afstand på det offentlige sygehus jeg var på i dag, for at blive Covid-testet. Jeg føler mig meget sikker på, at front-end personalet på sygehuset er vaccineret. 

De udsættes massivt for hundredevis af mennesker, der kommer meget tæt på, som taler til dem - måske nok med et mundbind eller to til at skærme - men overhovedet ikke med noget plastskjold eller andre værnemidler til at beskytte personalet. Så jeg tænker og håber, at personalet ER vaccineret. Men det er vi jo ikke. Altså alle os der færdes på sygehuset og skal testes for alle mulige ting, herunder Covid-19. Mennesker med forskellige uddannelser, forskellige baggrunde, forskellige bopæle....og tæt på, meget tæt på. Når jeg skal trække et nr. for at stå i kø til en Covid-19 test, når jeg skal stå i kø for at betale for min test, når jeg skal tilbage i informationen for at finde ud af, hvor jeg går hen for at blive Covid-19 testet. 

Det eneste sted, der var plastskjold og værnemidler, var faktisk udenfor sygehusbygningen, ved den pavillon eller container, hvor vi blev testet for Covid-19. 

Personalet, der testede os, stak deres arme ud gennem to huller i plast/glas montren for at kunne få vatpinden langt nok ned i vores hals til at kunne tage en kvalificeret test, og få vatpinden tilbage i det rette reagensglas med vores navne på. 

Og håndsprit? Det findes slet ikke i samme omfang, som jeg husker det derhjemme. Der er masser af håndsprit på det hotel, jeg nu bor på. Jeg ser ikke så mange bruge det, dog. Og der står en flaske med håndsprit nogle steder, når man går ind på en restaurant eller i en bank. 

På torsdag bliver det spændende. Så har jeg tilbragt 14 dage i karantæne, 7 dage udenfor karantæne, fået foretaget 3 stk. Covid-19 tests, siden jeg landede den 10. februar.  Og jeg må rejse til Beijing. For (måske) at blive monitoreret igen, og (helt sikkert) testet igen. Tror jeg. Vi får se. 

Corona Karantæne i Kina: Delvis genåbning (dag 14)

Mens der lige nu diskuteres i Danmark, hvad, hvor og hvem, der får glæde af en delvis genåbning - hvem får lov at åbne sin forretning, hvor kan skoler genåbnes og for hvem, hvem kan klippe mig,  hvor kan jeg genoptage træning eller fritidsaktivitet og under hvilke former - så står jeg klar til at åbne døren, tage mine kufferter og gå ud af min karantæne. 

Det er dag 14, og kl. 14 kinesisk tid, kan jeg checke ud fra karantæne hotellet. Og checke ind på et andet hotel. For jeg skal jo være her i yderligere 7 dage endnu, før jeg må rejse videre. 

Så også i mit tilfælde, kan jeg tale om "delvis genåbning", små skridt ud af min karantæne og ud i det pulserende liv. Ligesom en gradvise genåbning i Danmark. 

Den eneste lille "hurdle" (måske) er en helbredskode, som skal være grøn. For at jeg kan checke ind på et hotel. Jeg sætter min lid til at man er hurtig og effektiv i Shanghai, som man har været med alt omkring man ankomst og karantæne. 

Imens jeg sidder og venter på friheden, følger jeg udviklingen i min fødeby, Kolding, hvor smittetallet på kort tid er eksploderet og har givet Kolding førertrøjen med flest smittede i forhold til antal indbyggere. Skoler, der var åbne for de små klasser, er igen lukkede i hele postnr. 6000. Samtidigt taler nogle politikere om en større åbning end den, der synes være lagt op til 1. marts.  Jeg forstår ikke helt, at eksemplet i Kolding eller Ishøj, ikke giver et billede af,  hvor hurtigt det kan gå den forkerte vej, der hvor vi er nu.  Jeg er med på, at vi ikke kan holde landet lukket hermetisk til alle er vaccinerede. At de selvstændigt erhvervsdrivende lider store, store tab, og at nogle vil se deres livsværk, deres indtægtskilde, deres arbejde, deres investering i deres pension - forsvinde. At de unge mistrives og savner deres venner og deres sociale aktiviteter. For ikke at tale om de gamle, dem der ikke længere selv kan gå en tur, ringe til en ven, eller tage bilen, cyklen og gå en runde i kvarteret, men sidder på et plejehjem og langsomt forsvinder. 

Vaccinationsplanen

Men jeg ser også, at de ældre i min familie, bl.a. min far, ikke er vaccinerede endnu og altså potentielt er særdeles udsatte (for nu at sige det mildt), hvis de skulle blive smittet nu. 5,73 af befolkningen er vaccineret. Og ja, det de mest udsatte, der er vaccineret. Alligevel er jeg bekymret indtil de ældre og udsatte i min familie og omgangskreds har fået et stik (eller to). 

Nå, men hvad så med Kina, tænker du måske. Hvor langt er de med at vaccinere befolkningen, som tæller den nette sum af 1,398 mia. indbyggere? Og hvilken vaccine bruger de? Denne artikel måske  give et billede af, hvor de for nu: 

New year, new outbreak. China rushes to vaccinate 50 million as holday looms.

Der har længe været talt om i diverse Wechat grupper, om man som udlænding mon ville kunne få en Covid-19 vaccine tidligere i Kina end i sit eget hjemland. Til det kan jeg kun sige, at som udenlandsdansker er jeg ikke en del af den vaccinationsplan, der for øjeblikket findes i Danmark; når regeringen siger, at "alle danskere bliver tilbudt vaccination", så gælder det tilsyneladende ikke udenlandsdanskere. Jeg er med på, at som ikke-bosiddende i Danmark, at jeg skal betale for min vaccination (som udenlandsdanskere naturligvis skal med meget i Danmark). Men vi er ikke tænkt ind i planen.  

14 + 7 dage - delvis genåbning i Shanghai 

Nå, hvad har jeg så lært af 14 dage i mit eget selskab, lukket inde på et hotelværelse? Hvad sætter jeg pris på at kunne om en times tid?

• at kunne gå ud af en dør og lukke den efter sig
• at gå en lang tur udenfor i en park
• at se andre mennesker
• at drikke kaffe med en ven, ikke bare virtuelt, men i virkeligheden
• at spise middag med en ven, jeg har spist helt og aldeles alene 24/7 i 14 dage
• at bruge mindre tid på at strikke og se film/serier
• at bestemme hvad jeg vil spise og drikke - og hvornår

It's an Inner Game

Det har været et spændende eksperiment. Frihed er på mange måder "et inner game"; følelsen af, om vi føler os frie eller fangede foregår jo i vores hoveder. Det har givet mig mulighed for at teste mig selv på en række områder. Det skal samtidigt siges, at jeg var forberedt. Men det har været interessant at opleve, hvad der sker, når døren ikke må åbnes, når du er i "andres vold", når der er masser af ting, man ikke må - men stadig en hel del man stadig kan. Om ikke andet, så i tankerne. Det er den gamle snak, om glasset er halvtomt eller halvfyldt....

Vi ses derude, lige om lidt. 

 

Corona karantæne i Kina: "Godt planlagt er halvveis gjennomført" (dag 10)

Dag 10 på karantæne hotelopholdet i Shanghai, og det går stadig godt. 

Takket være de mange gode råd, jeg har fået af venner, der har været igennem det samme nåleøje for at komme tilbage til Kina, takket været hjælpe-grupper i Wechat. Og takket være mig selv, min evne til at planlægge og strukturere min hverdag, og tænke lidt længere end bare til den næste dag. 

Men tilbage til grupperne i Wechat: Gruppen består af pt. 402 personer, hvoraf måske 5 er et fast team af hjælpende hænder, hjerner, og hjerter. De øvrige medlemmer er "rullende medlemmer" som jeg selv, der er på vej til Kina eller er i Kina i karantæne og er i gruppen frem til karantæneperioden slutter, og vi kan forlade vores karantænested. 

Her er gode råd, opbakning og søde tanker til dem, der sidder i deres hjemland og forsøger at finde den bedste vej tilbage til deres hjem i Kina, til dem der er strandet i en mellemlanding, i f.eks. Frankfurt eller Istanbul, fordi deres helbredskode ikke blev grøn efter negativ Coronatest og derfor ikke får lov lov at gå ombord i et fly med kurs mod Kina, og til dem der sidder på et karantænehotel et sted i Kina og føler savn eller er frustrerede. Eller har spørgsmål til karantæne og tiden efter.

De hjælpende hænder, hjerner og hjerter sidder klar til at besvare spørgsmål i gruppen nærmest 24/7. De finder informationer om flyaflysninger grundet positive cases (fly der bringer positive cases ind i Kina kan risikere at blive forment landing i Kina i en periode), de hjælper med at finde steder, hvor man bliver testet for antistof og Covid-19 i lufthavne rundt i verden (teststeder, der er godkendt af de kinesiske ambassader. Kina kræver pt, at du testes for begge dele ved hver landing/flyskift på din vej til Kina, så det kan være et tidskrævende og dyrt forhindringsløb, inden du når frem), de udarbejder og opdaterer guidelines for, "hvilke hoteller i Shanghai man kan ende på" (nej, du kan ikke selv vælge), de hjælper med oplysninger om priser på hotellerne og mulighed for at bestille mad og andre varer på de forskellige karantænehoteller, herunder om du kan få bestilt take-away mad leveret fra en restaurant et sted i byen til dit karantænehotel, til dit værelse (det er ikke tilfældet for mig). De laver idekataloger til, hvordan du kan underholde små børn under en karantæne, og de tilbyder links til virtuelle biblioteker med masser af e-bøger. De holder os også opdaterede om evt. ændringer i retningslinjer og krav til indrejse i Kina udarbejdet af de kinesiske myndigheder; ændringer sker løbende, som I oplever det i Danmark lige nu. De finder oplysninger på, om der har været nogle positivt testede på det fly, du er kommet med. Og det har indflydelse på dit karantæneophold og mængden af PCR tests under opholdet. De ved, hvad du skal gøre, når du udskrives fra karantænehotellet efter de 14 dage, f.eks. hvis du - som jeg - ikke bor i Shanghai. Og hjælper mig med at finde ud af, hvornår jeg kan rejse til Beijing, samt hvad det kræver. Og kan jeg blive ved. De er en overflod af venlighed, hjælpsomhed og viden. 

Mht. min tilbagerejse til Beijing, er reglen pt. den, jeg skal være i Kina i 21 dage, før jeg må rejse videre. Imellem den 14. og den 21. dag, skal jeg igen lade mig Covid-19 teste, inden jeg kan stige ombord på et fly eller et tog mod Beijing. 

Så, det er 14 dages karantæne, 7 dage på hotel og ialt 4 PCR tests - inden jeg kan starte sidste del af min tilbagerejse til mit hjem i Beijing.

Struktur - med variation

Men - tilbage til det med planlægningen og forberedelsen af de 14 dages karantæne:

Folk, der kender mig ved, der bor en lille control-freak inden i mig. De samme mennesker ved også, at jeg er struktureret, næsten så nogen kunne tro, der var noget OCD gemt et sted i mig. Jeg retter på ting, flytter ting, så de ligger "som de skal og plejer". Orden i tingene.

Jeg elsker udvikling og forandring, og samtidigt har jeg rutiner i min dagligdag, som jeg holder fast i pr. default, de giver mig en struktur og en tryghed. Alt dette har nok vist sig at være en stor styrke. Til at forberede mig på opholdet og til at overleve godt i mit eget selskab.

Gode venner, som har siddet i samme situation som jeg, har gavmildt delt deres ideer:

• "Husk kniv og gaffel, der er kun spisepinde." - korrekt.
• "Medbring Ajax og en engangsklarklud, du får ikke gjort rent i 14 dage." - check.
• "Abonner på Mofibo, så du har kilometervis af bøger du kan læse eller lytte til." - god ide.
• "Strikketøj, gerne tyndt garn og tynde pinde!" - corona-syslerier fra Danmark fortsætter her.
• "En mobil højtaler og et Spotify abonnement, så du kan høre dejlig musik." - ja, tak!
• "Brød, rugbrød, knækbrød og ost! For maden er ikke værd at skrive hjem om." - så sandt..
• "Kaffe - du får ingen kaffe på et kinesisk hotel, så tag kaffe og the med." - jep, vand, kinesisk the, og drikke-yoghurt. Det er hvad du har adgang til.
• "Pak en yogamåtte ned, så du kan lave yoga, meditere." - ja, der er ro på værelset, men indre ro er bedre. 

Så jeg har været særdeles godt forberedt til de 14+7 dage i Shanghai. Og det er jeg virkelig taknemmelig for. Maden, vi får, er naturligvis kinesisk. Det er ikke nogen overraskelse. Men den smager af det samme, 3 gange om dagen. Grønsagerne er næsten de samme med få variationer, og det dufter ens morgen, middag og aften. Efter 3 dage bad jeg om vegetarmenu i håbet om, at der ville være en større variation på grønsager. Det er blevet lidt bedre, men det er stadig ikke et lille højdepunkt, når maden leveres. Så jeg er glad for at kunne supplere med det, jeg har medbragt - ost, rugbrød, knækbrød, snacks, nudler, chokolade, nødder mv. 

Rutiner er den lim, der får tiden til at gå og dagen til at hænge sammen. 
Variation er flødeskummet, stjernedrysse, der forsøder mit ophold.

Har du læst om mennesker, der er spærrede inde gennem længere periode i fangeskab, har du hørt om vigtigheden af rutiner og struktur - ting, der gør at tiden går, at du føler, du får brugt den godt,  at du ser (synlige, fysiske) resultater af det, du gør og tiden du bruger. 

I rutinerne ligger også variationen: meditation, sjipning, yoga. Planlægning af dagens arbejde, coaching af kunder, opfølgning. Strikning, lydbøger, et afsnit af Badehotellet. Daglig forberedelse og opgaver til et coaching/mental fitness program jeg følger og er ved at blive certificeret i (positive Intelligence.com). Vask af lidt tøj. De 2 daglige temperaturer, jeg skal tage og indrapportere. Og de 3 måltider. 

Alt dette er med til at skabe struktur i mine dage og gode rutiner for krop og sjæl, professionelt som  privat. Som et struktureret menneske er det ikke svært at flytte en dagligdag ind i et lukket rum i 14 dage. Og den lukning, vi har oplevet i Danmark siden 8. december 2020 - og som blev strammet yderligere i starten af januar 2021 - har faktisk forberedt mig godt til at sidde her i mit eget selskab. En social boble på nu max. 5 personer, og med et kig tilbage på næsten et år, hvor jeg har set meget få mennesker, næsten ikke har forladt Kolding kommune, har været meget lidt på cafe, bar, restaurant, og har trasket VIRKLIGT mange kilometer i naturen med venner og familie, ja, da er "saven altså slebet" til at leve i isolation med restriktioner. Det har forberedt mig. 

Det, der for mig er vigtigt i en benhård rutine af daglige professionelle og private gøremål, er - de små luksus-oplevelser, ting der bryder rutinen og strukturen - ting, der overrasker. Igen har de mange måneder i Danmark med lukning af oplevelsesøkonomien måske hjulpet mig lidt her: jeg har lært, hvilke små ting og oplevelser, der giver mig glæde og taknemmelighed. Og jeg har lært at sætte pris på og se det skønne i selv MEGET små ting. 

Luksus i en endeløs række af dage, der flyder sammen er:

• Et lækkert stykke chokolade til kaffen
• Tændte elektriske fyrfadslys om aftenen
• Skøn musik, når jeg sidder og arbejder
• Et (lillebitte) glas vin til at fejre, at jeg er halvejs gennem mit ophold
• En "Facetime" samtale med en god veninde eller ven, der bor her, et sted i Asien eller i Danmark
• En morgensnak med min far
  
• En ansigtsmaske
• En sektion af Weekendavisen
• En sjippetur
• At skrive på min blog
• Billederne på min telefon - alle mine gode minder fra 2020 og tiden før, da jeg kunne rejse, som jeg lystede i Asien - og minderne om endeløse somre med familien, julehygge, besøg hos venner rundt i Danmark.

En pludselig besked fra en ven, eller et lille "hep" på Facebook eller Wechat er også i min kategori af luksus. Den slags luksus har jeg heldigvis meget af. Det er jeg glad for

Disruption af rutiner

Og så gør jeg det, at jeg også bryder mine egne rutiner i løbet af dagen: ændrer rækkefølgen i mine gøremål, starter bagfra, som f.eks. i dag, hvor jeg starter dagen med at skrive mit blogindlæg - det plejer jeg at gøre om aftenen, når jeg "har fri".  Jeg tager fat i arbejdsopgaver, som jeg har skubbet på min to-do-liste igen og igen. Og laver dem nu. Og lader opgaver, som er groet fast, vente. Spiser mine nudler om morgenen og gemmer rugbrødet til frokost. Eller aften. Det kan også noget, at smide rutinerne op i luften, gribe dem og gøre noget andet. 

Struktur og variation. Taknemmelighed og belønning. Det lyder måske helligt og som taget ud af en selvhjælpsbog for personlig udvikling. Det er sandt. Det virker. For mig.   

Overskriften på mit indlæg i dag er norsk. På dansk siger vi "Godt begyndt, er halvt fuldendt". Jeg synes bare, den norske variant passer bedre til mit indlæg. Derfor :-)

God dag, "derude".

Corona karantæne i Kina: Velkommen til et andet liv i og med Covid-19 (dag 4)

Hvordan er det mon at være i isolation, i karantæne i 14 dage? Altså, være i et værelse, du ikke må forlade. 2 uger i dit eget selskab, lige bortset fra den sociale interaktion, du kan få via vores sociale medier. Nogensinde tænkt på det? Overvejet det? Frygtet det?

Min vej fra Danmark tilbage Kina, mit hjem og min arbejdsplads de seneste 12 år, går via en hotel karantæne på 14 dage. Så her har jeg fået muligheden for at prøve det af.

Og i et land, der har håndteret COVID-19 en hel del mere konsekvent og alvorligt end andre steder i verden er det en del af den faste procedure, du skal igennem for at kunne rejse ind i Kina. Hvis du altså har eller kan få et visum og få adgang til at rejse ind. 

Kina lukkede reelt grænserne for indrejse af udlændinge i marts 2020, hvor visa blev suspenderet. De begyndte at lempe lidt på grænselukningen i juni og juli samme år, og indførte karantæne ved indrejse. Lempelsen blev øget en smule i det tidlige efterår 2020, stadig med karantæne ved indrejse. Og i februar 2021, op til det kinesiske nytår er grænserne fortsat holdt åbne, og fortsat med karantæne. På grund af den megen rejseaktivitet der normalt er i Kina under det kinesiske nytår, er der samtidigt skruet op for restriktioner og anbefalinger. Og karantæne. For at kontrollere smittetal og begrænse spredning. For at få lov at gå ombord på et fly til Kina, skal du - udover et lovligt visum - have en negativ COVID-19 test og antistof test (taget på klinikker godkendt af den kinesiske ambassade i Kbh.). Begge tests må - selvklart - ikke være mere end 48 timer gamle. Du skal uploade dine testresultater, kopi af pas og visum i et elektronisk system, så de kan godkendes af den kinesiske ambassade i Kbh. Og først og kun, når din helbredskode er grøn (godkendelse fra den kinesiske ambassade i Kbh.) og indtaster helbreds- og rejse oplysninger i et andet system og tager kopi af QR kode der genereres, får du lov at checke in med flyet mod Kina. 

Det 14 dages ophold på karantæne på hotel, skal tages for pålydende: det er isolation i et hotelværelse i 14 dage. Jeg må ikke gå ud (undtagen når jeg åbner døren for at tage et måltid mad eller skaffe mig af med med affald, 3 gange om dagen). Her er ingen slinger i valsen: det er karantæne, dvs. isolation.

Nå da, tænker nogen. Kan man så ikke lige gå en tur på gangen ind imellem? Nej.

Hvad hvis man vil ryge, kan man ikke gå ud? Nej.

Hvordan får man så frisk luft? Hvis du er heldig, har du fået et værelse, hvor vindue(r) kan åbnes. 

Jamen, hvad med rengøring af værelset? Den klarer du selv. Hvis du altså har taget rengøringsmidler med i baggagen.

Og tøjvask? Du har masser af tid til at håndvaske, hvis du har vaskepulver eller sæbe, du kan vaske i.

Men, hvad med maden, hvad nu hvis man ikke bryder sig om den? 

Bare ærgerligt. Der serveres 3 måltider om dagen. Gedigen, simpel kinesisk mad med ris, spisepinde og en plastske. Vil du hellere spise noget andet, så har du forhåbentligt pakket noget ned i din baggage. Hvis du er heldig (meget heldig), kan du bestille take-away mad, der leveres til hotellet og bringes op til din dør. Det er dog langt fra alle karantæne hoteller, der tillader det. På de fleste karantæne opholdssteder kan du købe ind online, så (måske) kan du købe noget af det, du savner (nescafe, bestik, brød, nødder, sodavand, chokolade, vin, snacks mv.)

Hm. Men hvad så med noget træning, altså motion? 

Igen er det en rigtig god ide at pakke noget ned i baggagen - en yogamåtte, et sjippetov, nogle håndvægte - alternativt kan du (forhåbentlig) købe det online og få det leveret. 

Hvis nogen tænker, at man ikke har taget COVID-19 alvorligt i Kina, så kom bare og se selv:

Ved indrejse skal du igennem en række screeninger: du skal downloade helbredsapps og registrere oplysninger om din person, dit helbred og naturligvis din rejse hertil. Hvor du har været indenfor de seneste 14 dage inden du rejste til Kina. Du får taget din temperatur. Og du bliver (naturligvis) PCR testet i lufthavnen.  Alt dette foregår i et isoleret slusesystem, hvor kun de personer, der forlader et udenrigsfly, går igennem. Alt personale bærer værnemidler. Alle holder afstand. 

Vi transporteres i en bus til et hotel. passagerer er alle kommet med det samme fly. 

Karantænen på hotellet er ikke frivillig. Den er tvungen. Og den skal tages for pålydende: ingen kan slentre over på Mac D for at købe et par burgere. 

2 gange om dagen skal vi tage vores temperatur og indrapportere den via a QR kode til et sundhedspersonale, som har checket os ind på hotellet. 

Og der følger min. endnu en PCR test, inden vi forlader hotellet. Forhåbentligt efter 14 dage. Jeg var heldig: der var ingen på flyet jeg kom med fra Kbh, der testede positivt i PCR testen. Er det tilfældet, steppes sikkerheden - naturligvis - op, og der foretages PCR tests flere gange. 

Hotellet kan du ikke vælge. Det får du tildelt. Og du betaler naturligvis selv. Også for de PCR tests og andre sundheds-checks (temperaturmålinger), som karantæne opholdet omfatter. 

Jeg er på dag 4. Det går fint. 

Men har jeg har også, som du måske kan ane, været en smule forberedt og har planlagt og købt ind derefter. 

Et år som ingen andre

Intet har været som det plejer i 2020. Bortset fra vejret, sådan da. Vores liv, som vi kender det, vores dagligdag er ændret markant, for en tid. Og på nogle måder for altid. Uvished, bekymringer, og forandringer er blevet en del af vores hverdag. Det samme er taknemme-lighed, samvær på en anden måde, og evnen til at se det gode i det sorgfulde, og det mulige i det det svære og umulige.

Slået hjem af en virus

Det startede som krusninger i overfladen, bulletiner fra Kina, nogen havde en sygdom, som udviklede sig anderledes. Måske en virus. Men det var jo i Kina. Langt væk. Og Kina er så mange ting - internationale storbyer, metropoler der mere end matcher Dubai og New York - og fattige områder der desværre matcher livsbetingelser vi ser i ulande, hvor mennesker er udfordret på de mest basale behov. Og SARS og ebola, eksotiske sygdomme som var alvorlige, var jo eksotiske sygdomme i eksotiske lande.

Og så udviklede det sig som en lavine. Den virus, vi stedvist hørte om i medierne, fra at standse mit fly tilbage til Beijing i februar, til at lukke Danmark ned i marts, og så lukke grænsen mellem Kina og resten af verden. Og meget andet. Alt i vores liv, var pludseligt dikteret og styret af en virus, som nogle så som en slem influenza eller en løgn skabt for at konspirere. 

Men som et par af mine venner i Beijing så på med så meget alvor, at de isolerede sig fuldstændigt. Forstået på den måde, at de blev indenfor i deres lejlighed, ikke gik ud, bestilte alle varer og fik dem leveret udenfor deres dør, desinficerede alle ting, der kom ind i deres hjem. Og ikke var sammen med andre mennesker end de 3 der var i deres familie. Mit liv var sat på standby, i Danmark. Jeg var reelt set hjemløs og arbejdsløs, for både mit hjem og mit arbejde var jo i Kina. 

Den pandemi viste, hvor afhængige vi reelt set er af hinanden. Og hvor lille vores verden i virkeligheden er. Den bredte sig i løbet af kort tid, fra Wuhan til Wisconsin, fra lande med højteknologi til egne med næsten ingen teknologi. Den blev udskældt af nogen for at være en sygdom, kineserne var skyld i, og den viste sig overhovedet ikke diskriminere, når det kom til nationaliteter. Den ramte os alle.

Og den skulle vise sig at holde mig i Danmark igennem hele 2020. Heldigvis.

Taknemmelig for en pandemi

For at den forbandede Covid-19, som begrænsede os på næsten alle områder, skulle også vise sig at være en gave. 

Vi vidste det ikke, men 2020 blev det sidste år med min mor. Derfor viste det sig at være en gigantisk velsignelse, at jeg var bundet i Danmark og ikke kunne rejse. Det blev til måneder med morgenkaffe, næsten daglige gåture i Grønholtparken, hyggestunder i haven med udkig til blomster, der foldede sig ud i løbet af årstiden, og det blev til timer omkring dejlige middage og samvær. Intense måneder med mine forældre, fordi jeg pga. pandemien nu var blevet en del af deres husholdning og deres rutiner. Jeg kan ikke finde ord for, hvor heldig jeg føler mig over at have fået de gode timer med min mor, inden endnu en blodprop i hjernen skulle slutte hendes liv. 

Jeg fik det hele med, både de gode måneder inden, hendes sidste tid, og tiden efter med min far, hvor vi har støttet hinanden i en periode, der er svær. Hendes plads ved spisebordet og i sofaen er tom, men jeg mærker stadig hendes nærvær. Efter hun er væk, er intet som det plejer. Bortset fra vejret, sådan da. Mit liv, som jeg kender det, min og min fars dagligdag, er ændret markant, for altid. Især for min far.  

Hun er savnet hver eneste dag, fordi hun jo netop var så elsket. Sorgen er stor, og samtidigt tænker jeg hver dag på, hvor taknemmelig jeg er, over at jeg fik så meget tid sammen med hende i hendes sidste år. Savnet over hende vil altid være der. Taknemmeligheden og glæden over at have haft hende i vores liv vil med tiden tage over fra den tunge sorg, men vi vil fortsætte med savne hende.  

Muligheder i det umulige

Min hjemløshed var der råd for. Min arbejdsløshed var der muligheder i.

Er der noget, mine år i Kina har lært mig, så er det at se muligheder i udfordringer, og forstå, at der er flere end blot en mulighed. Når jeg ser tilbage på et år, hvor der blev vendt op og ned på det liv, som jeg kender det, ser jeg tilbage på masser af muligheder for at gøre en forskel, med det jeg kan.

Så arbejdsmæssigt har året været travlt, med nye kontakter, nye opgaver og nye erfaringer. Jeg har kun mit eget sikkerhedsnet økonomisk, jeg har ingen hjælpepakker eller fast løn. Og netop det er jo et brændstof. En mulighed.

Nærvær & det nære                                                              

2020 har været et år i Danmark med rejser ”ingen steder hen”, eller med rejser med meget små distancer til nye eksotiske steder omkring Aarhus, Fanø, Fjellerup, København, Næstved, Vigsø, Nors, Åbenrå, Kokkedal, Hanstholm, Løgten, Randers. 

Og med masser af virkeligt mange kilometer i benene, for traveture i naturen fik en helt ny mening: jeg kunne mødes med min veninde Gitte, med Frodo og Koda i form af traveture med hunde i Hylkedalen. Og så kunne vi snakke og gå. Jeg kunne vende livet med fætter Jan efter hektiske arbejdsdage, gåture i gammelkendte perler i og omkring Kolding. 

Og jeg kunne få ro i hovedet ved at trampe stierne omkring Grønholtparken, Svanemosen, rundt i Kolding, ved Hejlsminde, rundt på Fanø, og rundt i kontinenterne i den Geografiske Have. De nære ting rykkede tæt på, både i mental forstand og sådan helt konkret: vi kunne ikke rejse nogen steder, andet end rundt i Danmark. Det var der også muligheder i.

Et år som ingen andre

Hvert år er unikt. Hvert år har sine egne fodaftryk, når jeg kigger de julebreve igennem, jeg har skrevet tidligere. I år er ingen undtagelse. Men 2020 har ingen eksotiske fotos fra rejser i Asien. Alle arbejdsopgaver i år, er udført via virtuelle møder. Dog går én ting igen fra de tidligere julebreve: taknemmelighed. Og når jeg lader blikket løbe gennem 2020, går taknemmeligheden igen, for alt der er sket i og omkring mig.

Mit 12. år i det eventyrlige Kina rinder ud – i Danmark. Alle 365 dage har jeg haft fødderne plantet her, langt væk fra mit hjem og mit liv i Riget i Midten. Det har været en ny oplevelse, for selvom Danmark er mit hjemland, er det ikke det Danmark jeg genkender. Alt er i bevægelse, også Danmark. Pandemien har givet mig en mulighed for at genopleve ”mit” land, nyde genkendeligheden, med et strejf af noget jeg ikke kender - og ikke kan genkende.

I det sidste 11 år har jeg kigget fra Kina ind på mit hjemland - og på resten af verden - med det lange blik fra østen. I år har jeg siddet fra mit hjemland og betragtet både Kina og resten af verden. Og Danmark. Ordet demokrati bruges igen og igen her i landet, og gennemsyrer, hvad vi gør og siger og hvordan. I forbindelse med regeringens håndtering af pandemien, myndighedernes handlinger overfor minkavlere og masser af andre ting. Jeg er enig i at demokratiet forpligter vores politikere, vores myndigheder, vores politi. Og os. Borgerne. Det forpligter os til at tage et ansvar, tænke og handle, for os selv og andre.  Jeg har set masser af beviser på at borgere tager deres ansvar på sig. Jeg har også set beviser på det modsatte. Og jeg har oplevet, at ting, tages for givet i et land med overflod af alt. Også meninger. Det kniber dog med ansvaret, der følger med at have og lufte sine meninger.

Jeg har oplevet verdens reaktion på ”Kina virus” og hvordan ”kineserne håndterede sagerne”. Jeg følger via venner og medier med i, hvordan man i Asien, og i især i Kina med sine 1,4 mia. indbyggere har klaret sig igennem pandemien. Her i landet, har jeg fået spørgsmålet, om kineserne ikke lyver om tallene, igen og igen. Hvordan kan det være, at de ikke er plaget af pandemien? Imens vi igen lukker lande ned i Europa og sætter dele af vores samfund på stand by, indstiller til folk at holde afstand, holde sig væk, strammer restriktioner, fordi tallene galopperer. Og samtidigt hører jeg fra Kina, at alt er næsten helt normalt, og smittetallene er under kontrol. Livet leves næsten som før. Kan det virkelig passe?

Kina provokerer stadig. Alt kører i et hæsblæsende tempo, især hastigheden med at tilpasse et samfund til en virus, der har spredt sig og har ændret den måde, vi lever på, måske for altid.  Det siges (men det er vist ikke helt sandt), at det kinesiske tegn for krise og mulighed er det samme; du kan også se sådan på det, at der er en mulighed i enhver krise. Og gribe den mulighed. Hvad vi kunne lære af Kina, hvis vi kunne parkere vores mistro og vores fordomme. Og blot betragte mulighederne, inden vi dømmer.

Jeg ønsker dig en vidunderlig, uforglemmelig og fortryllende jul.
Jeg ønsker dig et 2021 med håb, der indfries og muligheder der gribes.

Medfølelse i COVID-19s tid

Det har taget mig nogen tid at prøve at sætte ord på situationen i Kina. Imens den virus, vi nu kender som COVID-19 dag for dag har spredt sig i Kina og udenfor Kina, har jeg siddet i Danmark. Tallene for smittede og døde tog for alvor fart, da jeg rejste til Danmark for at fejre jul. 

Og jeg har siddet i Danmark med en følelse af at være låst, fordi jeg ikke kunne rejse tilbage til det, der er og har været mit liv de seneste 12 år. En følelse af bekymring for de mennesker jeg kender - og ikke kender - og som potentielt har været og er i risiko for at blive smittet. En følelse af frustration over at være vidne til mediers (danske og udenlandske) kritik af Kina og de kinesiske myndigheders håndtering af COVID-19. Noget af kritikken har været berettiget, og noget af kritikken har været baseret på en stor, mangelfuld viden af hvad Kina er for et land, hvem de 1,4 mia. kinesiske indbyggere er, og ikke mindst hvad man gør for at hindre spredningen i et land med så stor diversitet og en så stor befolkning. 

Men mine ord skal hverken handle om hvad der er sandt eller ikke er sandt omkring Kinas håndtering af COVID-19, ej heller om JPs tegning af det kinesiske flag, eller den måde nogle mennesker ekskluderer og diskriminerer i deres angst for at blive smittede. 

Under en samtale med en kinesisk veninde, som lever i Beijing og har været i Beijing i hele  COVID-19 forløbet, spurgte jeg hende helt intuitivt: Hvad kan man lære af det her? Af COVID-19? Hun tænkte blot et splitsekund og sagde så: Vi kan lære flere ting; 

Det er naturen, der bestemmer. Ikke vi mennesker. 

Ikke alle kinesere har for vane at spise eksotiske dyr. Og der er rigeligt med kød fra ikke-eksotiske dyr, som vi har og er vant til at spise, når vi spiser kød. Og vi har masser af grønsager, masser. Og det er nok, mere end nok. Hvis du vil have mere fra naturen end du normalt får - og har brug for og ret til, så kan det gå galt....Så slår naturen tilbage. Det er det, jeg oplever her. I vores arrogante jagt på ting, som er sjældne, dyre, eksotiske - ja, da slår naturen tilbage. 

Begræns dine handlinger. 

Vi kan ikke fortsætte med forbruge ALT på denne planet, uden omtanke og empati for hinanden og dem, der vil være her, når vi er borte. Det kan simpelthen ikke fortsætte. Vores forældre levede af relativt simpel mad, simple retter lavet på simple eller enkle råvarer. Jeg tror der er en vigtig læring for os alle i tiden lige nu med COVID-19, hvor det kan være svært for nogle her i landet at få adgang til alle de varer, som de har været vant til, nemlig den læring af vi kan klare os med mere enkelhed i det vi spiser. Ligesom vores forældre levede et mere enkelt liv.

Værdsæt livet.

Pludselig er det at trække vejret frit, færdes ude, som det passer os, tage en gåtur i parken  - uden ansigtsmasker blevet en ting, vi virkeligt sætter pris på og savner. Jeg håber, at vi - når alt dette er ovre - vil værdsætte, at vi er i live, at vi er sunde og raske, og at vi kan færdes frit - uden masker. 

Information Office of Beijing Municipality

Respekter Kinas evne til at handle.
På trods af ... hvad der er sket, og jeg anerkender at der er plads til forbedringer hos vores regering, man burde have handlet tidligere på de advarselssignaler, der kom fra Wuhan. Man burde have handlet hurtigere for at forhindre at virus'en spredte sig som den har gjort, med den hastighed og rækkevidde geografisk. Altså, man har noget at lære af situationen, så det ikke sker igen. Men altså, på trods af det, bør man også se på, hvad Kina har gjort og fortsat gør for at få kontrol over COVID-19, for at forhindre flere i at blive smittet, for at finde svar, så en vaccine kan udvikles. Kina er et gigantisk land med en meget stor population. Og forholdende i så stort et land er meget forskellige, afhængigt af, hvor i Kina man befinder sig. En befolkning på næsten 1,4 mia mennesker, og en højtid (kinesisk nytår) med et forventet antal rejser på omring 3 mia...  

3 billlion journeys: The world's biggest human migration begins in China

Vi har brug for hinanden.
Hvis der er noget jeg har lært, så er det, hvor meget sådan en virus kan splitte mennesker - pga. angst. Og hvor meget vi har brug for hinanden, på trods af angst og risici. Min gamle far kan ikke klare sig uden min hjælp mht. at handle ind og lave mad, og jeg har brug for at vide, at han er ok og får sund mad i denne tid. Hele Kina's studerende - lige fra små elever til teenagere, der står overfor Gaokao til sommer - er påvirket af COVID-19. De er forhindret i at få undervisning på normal vis. Skolerne er lukkede. Så regeringen har rullet online undervisning ud for studerende. Og de elever, der ikke har adgang til at modtage online undervisning, kan modtage undervisning via TV: regeringen benytter nemlig Tv-kanaler til at hjælpe elever, der er forhindret i at få adgang til online undervisning. Derudover tilbyder læger og læger råd og vejledning med COVID-19 og dens side effects via radio programmer. Bl.a. får vi råd og vejledning mht. hvordan vi kan håndtere bekymring, angst og nervøsitet i denne situation. 

Respekter mennesker, lige meget hvem eller hvad de er.

Alle taler om, at læger og sygeplejersker er helte i denne tragiske situation, og det er de utvivlsomt. Det stiller jeg ingen spørgsmålstegn ved. Men - der er mennesker, der arbejder i de helt simple og relativt lavtlønnede jobs, som for eksempel kassedamer/-mænd i supermarkeder, bude, der bringer varer og  mad ud, buschauffører, renovationsfolk, der holder vores kvarterer og gader rene for skrald osv. osv. Uden dem, ville intet fungere. Disse mennesker holder landet i gang og sørger for at læger og sygeplejersker kan spise, transporteres og får produkter og hjælpermidler til at afhjælpe situationen på sygehusene. 

Coronavirus: walking through Beijing's near-empty streets

Min veninde er en livsklog kvinde sidst i 40'erne. Hun er veluddannet, men ikke højt uddannet. Hun lever et simpelt liv i Beijing med sin mand og søn, som står overfor Gaokao til sommer. Både hun og hendes mand kæmper med at finde et fast job på trods af deres mange års arbejdserfaring, kompetencer og daglige vedholdenhed med at søge jobs. Hun er et dannet menneske, der elsker klassisk musik. De lever et simpelt liv for at få alle ender til at nå sammen. Jeg tænker, at hun har nok at slås med i sit eget liv, med jobs og deres søns fremtid.

Alligevel fik mit spørgsmål - hvad kan vi lære af det her? - udløst en strøm af åben eftertænksomhed hos min veninde. Hendes kloge ord kom instinktivt, med sikkerhed, og med empati og medfølelse.

Det bliver hendes ord, der får et talerør her, i debatten om COVID-19. Ikke mine. Hendes tanker om, hvad vi kan lære, opsummerer det hele på særdeles smuk og værdig vis. 

Ordene på de fire fotos ovenfor siger noget ala: Live, don't rely on the mask, but cover your mouth. Respect life, don't eat wild animals. Don't take a moment to satisfy your appetite at the risk of death in a lifetime. 
Medfølelse i COVID-19s tid.